Odderkoret


Vedtægter

  Forside
 

§1

Foreningens navn er Odderkoret, stiftet den 24. april 1920 under navnet Odder Blandede Sangkor. Foreningen er hjemmehørende i Odder kommune og udøver sin virksomhed som et hold på Musikskolen for Voksne.

§2

Foreningens formål er at fremme interessen for og kendskabet til flerstemmig sang i blandet kor og fremme kendskabet til kormusik. Gennem initiativer til afholdelse af åbne arrangementer er det foreningens mål at bidrage til debatskabende virksomhed og med udgangspunkt i den folkeoplysende voksenundervisning at medvirke til at øge den enkeltes almene og faglige indsigt, evner og lyst til aktivt og ansvarligt at deltage i samfundslivet.

§3

Odderkoret er en åben forening, som optager nye medlemmer ved undervisningsstart efterår og forår. Korets lærer, som er korets dirigent, kan ved et medlems indtræden eller på et andet tidspunkt kræve stemmeprøve aflagt.

Korets lærer ansættes af Musikskolen for Voksne efter indstilling fra Odderkorets bestyrelse. Løn - og ansættelsesvilkår i henhold til undervisningsministeriets regler. 

§4

Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling, som skal afholdes hvert år i februar måned.

Bestyrelsesmedlemmerne, der skal være myndige, vælges for en toårig periode og afgår efter tur med to eller tre hvert år. Genvalg kan finde sted.

Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved skriftlig meddelelse til medlemmerne senest 14 dage før afholdelsen. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Eventuelle forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 3 dage før afholdelsen.  

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter:

     1. Valg af dirigent

     2. Formandens beretning

     3. Aflæggelse og godkendelse af revideret regnskab

     4. Behandling af indkomne forslag

     5. Valg af bestyrelsesmedlemmer

     6. Valg af 2 suppleanter

     7. Valg af 2 revisorer

     8. Eventuelt  

Generalforsamlingen træffer sine afgørelser ved almindeligt stemmeflertal. Alle foreningens medlemmer har stemmeret. Ændring af foreningens vedtægter kræver dog, at mindst 2/3 af medlemmerne er til stede og stemmer herfor. Samme kvalificerede flertal kræves, såfremt foreningen ønskes opløst.

Ved opløsning af foreningen tilfalder noder Landssekretariatet for dansk Amatørmusik, og øvrige midler anvendes til almennyttige formål inden for musikaktivitet.

§5

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen afholder møde efter behov og efter formandens eller et bestyrelsesmedlems indkaldelse. Bestyrelsen indbyder korets lærer eller andre medlemmer til deltagelse i bestyrelsesmøder, når dette er hensigtsmæssigt.

Bestyrelsen varetager foreningens daglige forhold og træffer sine afgørelser ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og mindst 3 andre medlemmer er til stede.

§6

Ingen af bestyrelsens medlemmer hæfter i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer for foreningens eventuelle gæld.

Lederen og kassereren har tegningsret for foreningen.

Foreningens midler anvendes til debatskabende virksomhed samt nodeindkøb og øvrige almindelige driftsudgifter.

§7

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen foranlediger årsregnskab, status og beretning udarbejdet, således at disse foreligger senest den 31. januar i det på regnskabsåret følgende år. Regnskabet revideres og påtegnes af de valgte revisorer.

§8

Medlemmerne af Odderkoret samles til en ugentlig undervisningsaften. Tid og sted efter nærmere besked fra bestyrelsen. Medlemmerne får udleveret undervisningsmateriale af foreningen. Ved udtræden tilbageleveres det udleverede materiale.

Medlemmerne er pligtige til at følge anvisninger om kordragter og øvrige forhold, som bestyrelsen fastsætter i forbindelse med koncertoptræden.

Ovennævnte vedtægter, som er revideret på grundlag af vedtægter af 2. november 1992, er godkendt på ekstraordinær generalforsamling den 15. september 2008.

Bodil Nielsen

formand

 

 

Top